2007-04-13

Hallebrøndshøj

- Første fuldmåne efter forårsjævndøgn

Mandag den 2. april, ved solnedgang, var jeg ude ved Hallebrøndshøj, og der gjorde jeg en - synes jeg da i hvert fald – yderst spændende observation. Højen stod ikke på gloende pæle, men det var næsten lig'så mystisk.

Hallebrøndshøjen indeholder, som det sikkert vil være de fleste lokale bekendt, et meget fint gravkammer. Den tilhører den kategori af gravhøje, som vi med et lidt sjovt gammelt ord kalder for jættestuer. Betegnelsen stammer fra Saxo, historieskriveren fra 1100-tallet, som mente, at det nødvendigvis måtte være Jætter, som havde bygget monumenterne. Ingen andre ville kunne løfte så store sten!

Højen indeholder ikke blot et aflangt stenkammer, men også en stengang, der udgår fra kammerets ene langside – mod øst. En fin, og meget kompliceret konstruktion, specielt når man betænker, at monumentet blev opført i oldtiden – nærmere bestemt i Bondestenalderen for omkring 5.000 år siden.


Disse stengange, som fungerer som ind- og udgange i jættestuerne, har i flere hundrede år mystificeret arkæologer og andre oldtidsinteresserede. I en stor jættestue i Irland – Newgrange hedder den – er det ganske tydeligt, at gangen peger direkte mod solopgangen på en af årets vigtigste oldtidshelligdage, nemlig Sommer-solhverv. Årets længste dag. Man har i Newgrange endog gjort sig den umage, at lave en ekstra gang til solen – oven over den mere profane menneskegang. En slags solkanal, som solen altså kun vandrer ad på solhvervs morgen.


Man kunne derfor fristes til at tro, at også de danske jættestuer – som jo er samtidige med Newgrange - har gange som er rettet mod solen på denne helligdag, men det er ikke tilfældet. Ikke dem alle sammen i hvert fald. De peger lidt hid og did, tilsyneladende uden orden. Denne uorden ligner dog ikke stenalderfolkene, som var meget tjekkede folk, og bunder nok også blot i, at vi ikke umiddelbart kan se den orden, der ligger bag.

Hallebrøndshøjens stengang peger direkte over mod Hallebrønd. Et kildevæld, som ligger godt skjult bag krat og træer. Lige ved siden af knejser en stor hovedskalsformet klippe, og fra toppen af denne, kan man kikke direkte over i stenkammeret – ind gennem gangen. Tilfældigt? Næppe! I stenalderfolkenes tempelkonstruktioner, synes der ikke at være meget overladt til tilfældighederne.

EN MÅNEBRO

Jeg har gennem et stykke tid leget med den tanke, at der omkring Hallebrøndshøjen var tale om et helt kompleks. På en bestemt oldtidshelligdag kunne stenaldershamanen så sidde hos de døde inde i stenkammeret og kikke ud af gangen – og på et tidspunkt, lige efter solnedgang, når tusmørket lagde sig over markerne, ville fuldmånen stige op, lige over hovedskalsklippen. Månens stråler ville danne en lysbro mellem himlen og kammeret, en bro ad hvilken de ældste-ældstes sjæle så kunne vandre.

Min erfaring fra tidligere observationer i andre danske jættestuer, sagde mig, at den første fuldmåne efter forårsjævndøgn var en særdeles passende dag for den slags. En meget vigtig dag for frugtbarhed – og en tærskel! Og på disse tærskeldage, er skellet mellem denne verden og åndeverdenen traditionelt tyndere end normalt…

Det skulle prøves af - den fysiske del af det i hvert fald - og derfor stod jeg og min lille familie på Hallebrøndshøjen ved solnedgang den 2. april og legede eksperimentalarkæologer. Vi havde taget vores aftensmad med derud. Gjort det til en lille udflugt. Vi hyggede os og småfrøs, mens solen langsomt forsvandt bag den vestlige horisont, og ikke lang tid derefter kunne vi skimte månen – ovre bag hovedskalsklippen. Den kom op præcis efter planen og oplyste en smule af kammeret og stengangen. Kun lidt – desværre! – for lige ved udmindingen af stengangen, står der et stort udgået egetræ. Og skygger!!! Helligbrøde fristes man til at udbryde...

Men ikke desto mindre: Gangen har altså retning præcist mod det sted, hvor den første fuldmåne efter forårsjævndøgn slipper horisonten, når den står op. Sådan!

Og hermed en opfordring til dem, som har med den slags at gøre: Fæld venligst den gamle udgåede eg og giv igen Hallebrøndshøjen mulighed for at fungere som det helligsted, den i sin tid blev skabt til at være. Hvem ved… måske det kunne bringe (endnu) mere frugtbarhed og liv til egnen, og hvem kunne ikke bruge dét?

I hvert fald er Hallebrøndshøjen et oplagt mål for en fin udflugt – med eller uden madkurv. En unik mulighed for at opleve, at dele rum med vore tidlige forfædre, og en dejlig naturoplevelse. Og så ligger den lige uden for Svaneke – på Korshøjevejen.

Tekst & Fotos: B-Joe Johansen

2007-04-11

Nye stjerner i Svaneke !!!

Det lå ligesom i luften at der skulle ske noget særligt den lørdag aften da FREM i Svaneke åbnede dørene klokken 20.

Den 11. marts skulle 4 unge bands prøve kræfter på scenen. Der havde dagen igennem været aktivitet i huset og lydprøverne var i hus. Klokken godt 21 var der pænt fyldt op i salen. Der var sågar kommet folk så langt væk fra som Helsigør.

'Independant Soundmachine', lagde ud som det første band. De består af 2 unge gutter på guitar og trommer og jeg skal love for at de trykkede den af på scenen . Her kunne man foranlediges til at undre sig over hvorfor der overhovedet findes bands på mere end 2 medlemmer ,når de 2 her kunne fylde hele salen ud så godt !

Efter en kort pause kom 'Cellblock Fever' på. Deres heftige rytme og sang bar mine tanker i retning af punk/ rock scenen i 80-erne og med en energi og entusiasme fik de temperaturen til at stige i salen.

Band nr. 3 var en helt anden genre. ' Østjydsk muldjordstrio' s cremede funk rytmer fyldte ørernegangene og dansegulvet. Guitaristen imponerede med sine blot 12 år at mestre guitaren så tankerne gik i retning af Jimmi Hendtrix.

Han var på en og samme tid både sej og lidt nørdagtig da han ,midt i sit spil , graver noget frem af lommen og, lidt tilfældigt, smed det ud til det dansende publikum. Om det var en slikkepind eller en pakke kondomer var ikke til at sige derfra hvor jeg stod. Hvor fanden kom denne knægt fra med så stort et tallent? Jeg ved det ikke ,men hans storebror styrede bassen med en ligeså stor sikkerhed.

Et godt stykke inde i sættet ,fik de selskab af 4. og sidste band, 'Østkraft koldsved'. Det var en flok Rappere og nu var der jam. En fussion af funk og Rap i top klasse. Det svingede bare . På et tidspunkt dukkede der en 'pigerapper' op og det blev jeg glad for. For hvor pokker var pigerne henne? Findes der da ikke et eneste pigeband her på øen ???

Hvis der skulle komme et arrangement af denne karakter en anden gang (og det håber jeg), ville det være dejligt hvis der kom lidt flere piger på banen.

På trods af at der var nogle branderter (der kaldte på nostalgien fra egne gymnasiedage) og en enkelt gut på havnen ,der ville slås med alt hvad der rørte sig, så var aftenen en stor succes,(sådan set fra en publikummers side). Og så er det godt at se at brannerterne havde venner der tog sig af dem og at ingen kom til skade.

Det er en stor glæde at kunne konstatere at de unge talenter i dag, er lige så seriøse og engagerede som vi var i deres alder. At der var så mange unge mellem 15 og 20 år samlet i FREM var enestående og jeg håber , både for de unge og for FREM , at der kommer mere af slagsen.

Bente Bjerre