Mandag den 2. april, ved solnedgang, var jeg ude ved Hallebrøndshøj, og der gjorde jeg en - synes jeg da i hvert fald – yderst spændende observation. Højen stod ikke på gloende pæle, men det var næsten lig'så mystisk.
Hallebrøndshøjen indeholder, som det sikkert vil være de fleste lokale bekendt, et meget fint gravkammer. Den tilhører den kategori af gravhøje, som vi med et lidt sjovt gammelt ord kalder for jættestuer. Betegnelsen stammer fra Saxo, historieskriveren fra 1100-tallet, som mente, at det nødvendigvis måtte være Jætter, som havde bygget monumenterne. Ingen andre ville kunne løfte så store sten!
Højen indeholder ikke blot et aflangt stenkammer, men også en stengang, der udgår fra kammerets ene langside – mod øst. En fin, og meget kompliceret konstruktion, specielt når man betænker, at monumentet blev opført i oldtiden – nærmere bestemt i Bondestenalderen for omkring 5.000 år siden.
Disse stengange, som fungerer som ind- og udgange i jættestuerne, har i flere hundrede år mystificeret arkæologer og andre oldtidsinteresserede. I en stor jættestue i Irland – Newgrange hedder den – er det ganske tydeligt, at gangen peger direkte mod solopgangen på en af årets vigtigste oldtidshelligdage, nemlig Sommer-solhverv. Årets længste dag. Man har i Newgrange endog gjort sig den umage, at lave en ekstra gang til solen – oven over den mere profane menneskegang. En slags solkanal, som solen altså kun vandrer ad på solhvervs morgen.
Man kunne derfor fristes til at tro, at også de danske jættestuer – som jo er samtidige med Newgrange - har gange som er rettet mod solen på denne helligdag, men det er ikke tilfældet. Ikke dem alle sammen i hvert fald. De peger lidt hid og did, tilsyneladende uden orden. Denne uorden ligner dog ikke stenalderfolkene, som var meget tjekkede folk, og bunder nok også blot i, at vi ikke umiddelbart kan se den orden, der ligger bag.
Hallebrøndshøjens stengang peger direkte over mod Hallebrønd. Et kildevæld, som ligger godt skjult bag krat og træer. Lige ved siden af knejser en stor hovedskalsformet klippe, og fra toppen af denne, kan man kikke direkte over i stenkammeret – ind gennem gangen. Tilfældigt? Næppe! I stenalderfolkenes tempelkonstruktioner, synes der ikke at være meget overladt til tilfældighederne.
EN MÅNEBRO
Jeg har gennem et stykke tid leget med den tanke, at der omkring Hallebrøndshøjen var tale om et helt kompleks. På en bestemt oldtidshelligdag kunne stenaldershamanen så sidde hos de døde inde i stenkammeret og kikke ud af gangen – og på et tidspunkt, lige efter solnedgang, når tusmørket lagde sig over markerne, ville fuldmånen stige op, lige over hovedskalsklippen. Månens stråler ville danne en lysbro mellem himlen og kammeret, en bro ad hvilken de ældste-ældstes sjæle så kunne vandre.
Min erfaring fra tidligere observationer i andre danske jættestuer, sagde mig, at den første fuldmåne efter forårsjævndøgn var en særdeles passende dag for den slags. En meget vigtig dag for frugtbarhed – og en tærskel! Og på disse tærskeldage, er skellet mellem denne verden og åndeverdenen traditionelt tyndere end normalt…
Det skulle prøves af - den fysiske del af det i hvert fald - og derfor stod jeg og min lille familie på Hallebrøndshøjen ved solnedgang den 2. april og legede eksperimentalarkæologer. Vi havde taget vores aftensmad med derud. Gjort det til en lille udflugt. Vi hyggede os og småfrøs, mens solen langsomt forsvandt bag den vestlige horisont, og ikke lang tid derefter kunne vi skimte månen – ovre bag hovedskalsklippen. Den kom op præcis efter planen og oplyste en smule af kammeret og stengangen. Kun lidt – desværre! – for lige ved udmindingen af stengangen, står der et stort udgået egetræ. Og skygger!!! Helligbrøde fristes man til at udbryde...
Men ikke desto mindre: Gangen har altså retning præcist mod det sted, hvor den første fuldmåne efter forårsjævndøgn slipper horisonten, når den står op. Sådan!
Og hermed en opfordring til dem, som har med den slags at gøre: Fæld venligst den gamle udgåede eg og giv igen Hallebrøndshøjen mulighed for at fungere som det helligsted, den i sin tid blev skabt til at være. Hvem ved… måske det kunne bringe (endnu) mere frugtbarhed og liv til egnen, og hvem kunne ikke bruge dét?
I hvert fald er Hallebrøndshøjen et oplagt mål for en fin udflugt – med eller uden madkurv. En unik mulighed for at opleve, at dele rum med vore tidlige forfædre, og en dejlig naturoplevelse. Og så ligger den lige uden for Svaneke – på Korshøjevejen.
Tekst & Fotos: B-Joe Johansen
